DLF AmbAVelkommen til DLF AmbA
DLF AmbA er danske frøavleres foretrukne frøselskab. Med 5.400 frøavlere som medlemmer er vi en organisation, der bredt varetager danske frøavlsinteresser.
I 100 år har det været vort mål at sikre en attraktiv frøproduktion for vore frøavlere samt at sikre det bedst mulige afsætningsgrundlag for dansk frøavl. DLF AmbA koncernen er i dag verdens største kløver- og græsfrøfirma med betydelige aktiviteter inden for forskning og udvikling, produktion og salg af kløver- og græsfrø samt datterselskaber i alle større frøproducerende og – forbrugende dele af verden.
Det er centralt for vort virke, at frøproduktion fortsat er konkurrencedygtig i forhold til andre produktionsalternativer, især hvede, samt at produktion af kløver- og græsfrø til DLF AmbA koncernen giver en bedre økonomi end avl til andre danske frøfirmaer. Denne målsætning har vi levet op til indtil nu, og det er vort mål fortsat at være det bedst afregnende kløver- og græsfrøfirma i Danmark.
DLF AmbA er frøavlernes eget selskab og rødderne til landbruget fornægter sig ikke. Det afspejles bl.a. ved, at bestyrelsesmedlemmerne for DLF AmbA alle selv er frøavlere og derfor kender til de faktorer, der gør sig gældende for en frøavler. Denne viden, kombineret med en konkurrencedygtig avls-, produktions- og salgsorganisation, samt et stærkt forædlingsprogram, betyder at vi er i stand til på bedst mulig vis at varetage såvel virksomhedens som frøavlernes interesser på både kort og langt sigt.