DLF-TRIFOLIUM Denmark
Kontakt        Sitemap

Print
Delegerede

Vore delegerede - ambassadører for DLF AmbA

Liste over delegerede

Delegerede
Som medlemmer af DLF AmbA kan optages fysiske eller juridiske personer, som på kontrakt avler kløver- og/eller græsfrø til selskabet. Som medlem har du adgang til at deltage i avlermøder, at afgive stemme og være valgbar samt i øvrigt deltage i DLF AmbA's liv og ledelse. Deltagelse i selskabets styrelse sker ved delegerede, valgt på avlermøder i 16 valgkredse, som er samlet i 5 regioner. Avlermøder afholdes hvert år efter generalforsamlingen og inden 1. februar. Der er 150 delegerede, og de er valgt for en toårig periode, men kan genvælges.

Som delegeret i DLF AmbA deltager du i generalforsamlingen og formøderne forud for denne. Du deltager endvidere i regionsmøderne i juni og modtager der en aktuel orientering om DLF-TRIFOLIUM A/S. Derudover modtager du vore nyhedsbreve om DLF-TRIFOLIUM A/S, som løbende udsendes.
Du får endvidere mulighed for at sætte dig ind i de forhold, som har betydning for virksomhedens drift og udvikling. DLF AmbA's delegerede er et vigtigt bindeled mellem DLF AmbA og vore frøavlere, idet vi betragter DLF AmbA's delegerede som ambassadører for selskabet over for såvel medlemmer (frøavlere) som den øvrige verden.


Generalforsamling

Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed.

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af november.

På generalforsamlingen aflægger formanden bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i beretningsåret. Generalforsamlingen tager beretningen til efterretning. Endvidere forelægges årsrapporten samt forslag om anvendelse af overskuddet af årets drift (eller dækning af tab) til generalforsamlingens godkendelse, og der bliver meddelt decharge til bestyrelse og direktion. Dernæst behandles eventuelt indkomne forslag, og endelig gennemføres valg af medlemmer til bestyrelsen samt valg af revision. Deltagelse som delegeret i generalforsamlingen giver tillige mulighed for at stille spørgsmål til bestyrelse og direktion og i øvrigt deltage i en debat om forhold af betydning for DLF AmbA.

Bestyrelsen
Bestyrelsen varetager den overordnede ledelse af DLF AmbA og fører tilsyn med selskabets virksomhed. Bestyrelsen som består af 9 medlemmer, vælges blandt selskabets medlemmer efter følgende valgprocedure.

  1. De stemmeberettigede i hver enkelt af de 5 regioner vælger blandt den enkelte regions medlemmer et bestyrelsesmedlem, således at regionerne 1,2 og 4 i lige år og regionerne 3 og 5 i ulige år, hver vælger et bestyrelsesmedlem for en toårig periode.
  2. De stemmeberettigede i regionerne 1,2 og 3 vælger yderligere tilsammen blandt de 3 regioners medlemmer to bestyrelsesmedlemmer, således at der hvert år vælges et bestyrelsesmedlem for en toårig periode.
  3. De stemmeberettigede i regionerne 4 og 5 vælger yderligere tilsammen blandt de to regioners medlemmer to bestyrelsesmedlemmer, således at der hvert år vælges et bestyrelsesmedlem for en toårig periode.

Bestyrelsen vælger for et år ad gangen blandt bestyrelsens medlemmer en formand og en næstformand. Formanden og næstformanden indtræder sammen med yderligere to bestyrelsesmedlemmer i bestyrelsen for DLF-TRIFOLIUM A/S. Link til bestyrelsen i DLF-TRIFOLIUM A/S.