DLF-TRIFOLIUM Denmark
Kontakt        Sitemap

Print
Almindelige salgs- og leveringsbetingelser

Medmindre andet er aftalt mellem Sælger og Køber, finder nedenstående almindelige salgs- og leveringsbetingelser anvendelse ved enhver aftale om salg af markfrø, d.v.s. de i bilag 1 til bekendtgørelse nr. 52 af 24. januar 2000 om markfrø (med senere ændringer) nævnte arter af foderplanter, bederoe samt olie- og spindplanter. Købers eventuelle indkøbsbetingelser er således – og selv uden Sælgers udtrykkelige afvisning – ikke en del af aftalen.

MARKFRØ SOLGT OG LEVERET SOM BRUGSFRØ MÅ IKKE ANVENDES TIL AVL AF UDSÆD.

1. Produktkvalitet m.v.

1.1. Markfrø leveres i henhold til de nedenfor angivne kvaliteter med forbehold for tilgængelighed, herunder udsolgte varer.

1.2. I fald andre normer fremgår af den til enhver tid gældende (seneste) udgave af Sælgers publikation ”Grovfoder”, leveres markfrø i henhold til de normer, som fremgår af ”Grovfoder”.

1.3. Frø af konventionelle sorter produceret på forældrelinie, som ikke er genmodificerede. Selve frøproduktionen sker på åbne arealer og på naturens betingelser, hvor der er fri cirkulation af pollen. Da det ikke kan udelukkes, at der omkring dyrkningsarealet forekommer autoriseret dyrkning af genmodificerede afgrøder, er det ikke muligt at garantere, at markfrøet ikke indeholder GMO-urenheder, og der gives følgelig ingen garanti for, at markfrøet er GMO-frit, jf. i øvrigt pkt. 7-11. Udvikling, dyrkning samt øvrig forarbejdning af markfrøet er naturligvis tilrettelagt således, at tilstedeværelsen af GMO-urenheder i videst mulig omfang undgås. Med henblik herpå afkræves alle leverandører af roe-, majs- og rapsfrø et certifikat udstedt af et offentligt eller internationalt anerkendt laboratorium, hvoraf det fremgår, at der ikke i prøver – udtaget i overenstemmelse med ISTA-reglerne – er fundet spor af de almindeligt kendte og/eller inden for sorten almindeligt forekommende/anvendte GMO-urenheder.

2. Emballage og vægt

2.1. Markfrø udvejes brutto for netto i emballage, der ikke faktureres og ikke tages retur.

3. Forædlerafgift

3.1. Følgende forædlerafgift svares af varens bruttovægt:

Frø af kløver og græsser

1,25

kr. pr. kg

Frø af lupin og vikke

0,17

kr. pr. kg

Ubehandlet frø af bederoe

2,34

kr. pr. kg

Frø af kålroe og turnips

6,24

kr. pr. kg

Pilleret frø af bederoe

14,08

kr. pr. kg

Majs

2,34

kr. pr. unit

Markært

Sortsbestemt

 

Hestebønne

Sortsbestemt

 

Raps

sortsbestemt

 



3.2. I det omfang forædlerafgiften ændres, reguleres varens pris i overensstemmelse hermed.

 

4. Leveringstid og –sted samt Købers undersøgelsespligt

4.1. Medmindre andet er udtrykkeligt aftalt, er enhver angivelse af leveringstidspunktet af omtrentlig karakter. Sælger er berettiget til at udskyde det omtrentlige leveringstidspunkt, såfremt udskydelsen skyldes forhold, som Sælger ikke er herre over (force majeure), eller er en følge af forsinkelser eller mangler i leverancer fra underleverandører eller andre tredjemænd, jf.pkt.  7-11.

4.2. Ved køb for mindst 5.000 kr. leveres frit (franco) til den i forbindelse med bestilling af frø anførte leveringsadresse.

4.3. Køber er forpligtet til straks efter levering at kontrollere leverancen.

5. Priser, betaling og ejendomsforbehold

5.1. Frøprisen angives i danske kroner, brutto for netto, ab lager og eksklusiv moms og eventuelle afgifter udover den i pkt. 3 angivne forædlerafgift. Hvis afgifter ændres eller indføres, reguleres prisen i overensstemmelse hermed. Der tages i øvrigt forbehold for prisjusteringer, som følge af ændrede valutakurser.

5.2. Medmindre andet er skriftligt aftalt, skal betaling ske senest 30 dage efter fakturadato. Ved for sen betaling beregnes der rente fra fakturadatoen med 1,5 % pr. påbegyndt måned. En overskridelse med betalingen på mere end 60 dage betragtes som væsentlig misligholdelse af købsaftalen.

5.3. Markfrø, der leveres mod kredit, forbliver Sælgers ejendom indtil betalt.

6. Returnering

6.1. Markfrø tages kun retur efter forudgående aftale. I så fald skal markfrøet returneres til forhandlerens lager inden den 20. maj i ren, ubeskadet og ubrudt emballage. Forhandleren refunderes Køber købsprisen – 10 %.

6.2. Frø, der ikke forefindes i Sælgers gældende (seneste) udgave af publikationen ”Grovfoder” (specielt fremskaffede frø) eller frø solgt en gros, tages ikke retur.

7. Ansvarsbegrænsning – generelt

7.1. Sælgers ansvar for forsinkelse, mangler ved et leveret parti markfrø, for skade forårsaget af dette (produktansvar) m.v. er begrænset til det i pkt. 8 – 11 anførte. I tilfælde, der ikke er omfattet af Erstatningsordningen for Markfrø, kan en eventuel erstatning ikke overstige købsprisen.

8. Force majeure

8.1. Sælger kan i intet tilfælde gøres ansvarlig overfor Køber for så vidt ansvaret skyldes forhold, der ligger udenfor Sælgers kontrol, og som Sælger ikke ved aftalens indgåelse burde have taget i betragtning og ej heller burde have undgået eller overvundet, herunder men ikke begrænset til arbejdskonflikter (strejker og lockouts), krig, indre uroligheder, naturkatastrofer, ildsvåde, valutarestriktioner, offentlig beslaglæggelse, import- eller eksportforbud, afbrydelse af den almindelige samfærdsel eller energiforsyning samt manglende eller mangelfuld leverance fra underleverandører. Ved forsinkelse som følge af de forannævnte forhold kan levering dog højst udskydes med det antal arbejdsdage, hvori forholdet foreligger.

9. Produktansvar

9.1. Sælger er alene ansvarlig for skader, der forårsages af et leveret parti markfrø, i det omfang dette følger af ufravigelig lovgivning (Produktansvarsloven).

10.Erstatningsordningen for markfrø

10.1. DLF er tilmeldt Erstatningsordningen for Markfrø. Såfremt et leveret parti markfrø ikke svarer til de ovenfor anførte kvaliteter med latituder eller de i Plantedirektoratets bekendtgørelse om markfrø angivne kvalitetsnormer med latituder , herunder for sortsrenhed, har Køber, ifølge Erstatningsregler for Markfrø af 25.08.98, krav på erstatning.

10.2. Krav om erstatning, der gøres gældende i henhold til Erstatningsregler for Markfrø, skal sammen med faktura, mærkesedler, pakketryk eller tilsvarende dokumentation for det stedfundne køb, herunder mængde, være modtaget af Sælger eller Erstatningsfonden for Markfrø, C/O Brancheudvalget for Frø, Vesterbrogade 4A, 1620 København V, senest den 1. december det år, hvori den sæson, hvor markfrøene er købt, udløber. Erstatninger på mindre end 250 kr. kan ikke kræves udbetalt, medmindre den udgør mere end 10% af varens pris.

11. Øvrige mangler

11.1. I tilfælde af at der konstateres mangler ved et leveret parti markfrø, herunder arts- eller sortsforveksling, påtager Sælger sig indenfor rimelig tid og uden beregning for Køber at foretage ombytning og/eller efterlevering. Indtil ombytning af et mangelfuldt parti markfrø finder sted, er Køber forpligtet til at drage sædvanlig omsorg for dette og holde det til Sælgers disposition.

11.2. Ethvert andet krav som følge af mangler ved et leveret parti markfrø, herunder krav om nedslag i pris og ophævelse af købet, er Sælger uvedkommende, medmindre Køber godtgør at tabet skyldes, at Sælger har udvist forsæt eller grov uagtsomhed. Sælger kan i intet tilfælde gøres ansvarlig for følgeskader, herunder indirekte tab, såsom driftstab og tabt indtjening, hos Køber eller tredjemand.

11.3. Ved mangler der umiddelbart kan konstateres ved besigtigelse af det leverede parti markfrø, f.eks. arts- eller sortforveksling, delvis levering m.v. er Sælgers ombytnings- og efterleveringspligt ifølge pkt. 11.1 betinget af, at Køber snarest muligt efter levering har fundet sted – og senest 10 dage derefter – reklamerer skriftligt over for Sælger.

11.4. Ved mangler der ikke umiddelbart kan konstateres ved besigtigelse af det leverede parti markfrø, og som ikke er omfattet af Erstatningsordningen for Markfrø, er Sælgers ombygnings- og efterleveringspligt ifølge pkt. 11.1 betinget af, at Køber straks og inden 10 dage efter at den pågældende mangel er eller burde være konstateret, reklamerer skriftligt over for Sælger.

12. Tvister

12.1. Enhver tvist, der måtte opstå mellem parterne, og som ikke kan løses i mindelighed, herunder i henhold til Erstatningsregler for Markfrø, skal afgøres efter Regler for behandling af sager ved Det danske Voldgiftsinstitut (Copenhagen Arbitration). Voldgiftsretten sammensættes af 3 voldgiftsmænd, hvoraf hver af parterne udpeger ’en, mens voldgiftsrettens formand udnævnes af Instituttet. Såfremt en part ikke inden 30 dage efter at have indgivet eller modtaget underretning om begæring af voldgift har udpeget en voldgiftsmand, udnævnes også denne af Instituttet i overensstemmelse med ovennævnte regler.

 

Se DLF-TRIFOLIUM´s almindelige salgs- og leveringsvetingelser her (pdf. fil)