e
Published
2 .mar.2017

Anlægsgartnerdage – med speciale i græs

Hvor går det typisk galt, når der anlægges græsplæner? Hvilken græsfrøblanding og gødninger passer bedst til opgaven? Disse og mange andre spørgsmål kunne landets anlægsgartnere få besvaret til ”Anlægsgartnerdage”, som vi afholdt på vores produktionsfaciliteter i Odense og forædlingsstation på Stevns i uge 9.

DAG’s (Danske Anlægsgartnere) fagkonsulent Kim Tang gennemgik de forskellige faldgruber, når der anlægges græsplæner. Han satte bl.a. spørgsmål ved det fornuftige i at fræse havejorden inden plænen anlægges. Kim kom også ind på kontakten mellem jord og frø samt jordstruktur. Budskabet var: tag et godt kig på jorden inden du går i gang med opgaven og vurdér, hvordan den skal behandles for at skabe optimale vækstbetingelser.

DAG's fagkonsulent Kim Tang fortæller om, hvordan man bedst anlægger græsarealer. 

DLF’s produktchef Henrik Romme gav gode råd om, hvordan man skaber den bedste græsplæne til kunden. Her er valg af græsblanding naturligvis helt essentiel, og det er ikke ligegyldigt hvilke arter og sorter, blandingen er sammensat af. Henrik understregede vigtigheden af, at græsserne er testet og afprøvet i Danmark, og at de har fået NaturErhvervstyrelsens ”S”-mærke, som kun gives til de gode plænesorter.

Når græsset først er sået, må man ikke glemme plejen. Derfor fortalte vores konsulent Kasper Kildevæld om hvilke gødninger, der passer bedst til de forskellige opgaver. Hvornår kan man nøjes med at sprede langtidsvirkende gødning én gang i sæsonen, og hvornår er det mest hensigtsmæssigt at bruge almindelig gødning?

Dagen sluttede af med rundvisning på hhv. græsfrøfabrikken i Odense og på laboratorier samt forsøgsmarker på forædlingsstationen på Stevns.