e
Published
23 .mar.2016

BestPass: Endofytter kan udruste dit græs til fremtidens udfordringer

Kender du til problemerne med stankelbenslarver, der gnaver i din græsplæne eller måske i din fodergræs? Så vil et nyt EU forskningsprojekt sandsynligvis fange din interesse. Her vil forskere se på, hvordan endofytter kan hjælpe os i fremtiden

Hvad er endofytter?

De er små og usynlige for det menneskelige øje. De har svært ved at klare sig selv og er meget afhængige af deres vært. De kaldes endofytter, og i symbiose med planter yder de et vigtigt bidrag til insektresistens og stresstolerance. Men som en del af et meget komplekst biologisk system, er endofytterne meget påvirkelige af det omgivende miljø, hvilket begrænser deres anvendelse i praksis. Hvordan kan man stabilisere deres tilstedeværelse i værtsplanten og deres bidrag til denne? Hvordan kan man optimere deres performance? Hvordan kan vi bedre udnytte og forbedre fordelene ved disses symbiotisk inducerede processer?

Nyt forskningsprojekt sætter endofytter under luppen

Sådanne spørgsmål og mange andre vil et hold på 15 Ph.d. studerende snart stille sig selv og hinanden i et større EU-projekt med titlen; BestPass, der er sammensat af tolv industri- og universitetspartnere. Én af disse Ph.d. studerende vil være tilknyttet DLF’s forsknings- og forædlingsstation i Store Heddinge. Her skal den studerende karakterisere en stor samling af forskellige endofytisolater for indholdet af alkaloider, som sandsynligvis giver insektresistens i rødderne. I forlængelse af denne undersøgelse, skal endofyttens symbiotiske forhold til græsser også karakteriseres på det genetiske og molekylærbiologiske plan sammen med forskere fra Aarhus Universitet og endnu en Ph.d. studerende fra BestPass projektet. Målet er at finde endofytstammer, som har forbedret levetid, har et bredere værtsskab, og som har en alkaloidproduktion der er mindre påvirkelig af ydre omstændigheder. Derfor ser fremtiden måske lidt lysere ud for alle, der kæmper med insektskader på plæne- eller fodergræsser.

”BestPass” er et akronym for ‘Marie Skłodowska-Curie Innovative træningsnetværk, 2015-2020 med titlen: “Boosting plant-endophyte stability, compatibility and Performance across scales”. Foruden græsser, fokuserer projketet også på tomater, som en af modelafgrøderne til at studere endofytinteraktioner.