e
Published
11 .apr.2017

DLF køber distributionsselskab i USA og styrker markedsadgang

DLF kan nu føje endnu en amerikansk virksomhed til koncernens portefølje. Selskabet satte nemlig for nylig den sidste underskrift på et nyt opkøb. Det sker i forlængelse af den danske frøkoncerns strategi om at komme tættere på de private, amerikanske forbrugere

DLF har overtaget X-Seed, der er et familiedrevet distributionsselskab med en omsætning på 20-25 mio. kr. Virksomheden har udviklet egne brands inden for plæne- og fodergræs, blomster og vildtafgrøder, der afsættes i det amerikanske detailmarked. Købet af X-Seed sker i forlængelse af DLFs strategi om at få bedre og tættere adgang til de private forbrugere på det amerikanske marked.

”Vi vil gerne markedsføre os bedre over for de store amerikanske kæder, og netop i detailhandelen kunne vi godt bruge lidt mere opmærksomhed på vores brand. I øjeblikket fylder private label godt op i supermarkederne, men med det nye køb kommer vi kommer til at stå stærkere i detailkæderne, simpelthen fordi vi har mere at sætte på hylderne. Derfor passer X-Seed godt til os,” siger Truels Damsgaard, adm. direktør i DLF.


 

Nyt lager- og pakkeanlæg

Der er stadig fuld fart på den amerikanske jobskabelse, og flere i job er godt for den amerikansk økonomi, fordi det løfter forbrugernes humør og giver vækst til privatforbruget.
»Det mærker vi også i forhold til afsætningen af plænegræs. Vores amerikanske koncernselskab i Oregon har haft et flot aktivitetsniveau i de første måneder af 2017, og vi investerer nu i bedre lager- og pakkefaciliteter, så vi kan fortsætte med at servicere kunderne på et højt niveau,« fortæller Truels Damsgaard. Den nye pakke- og lagerhal er på 3.300 m² og har plads til 5.000 tons færdigpakket frø.