e
Published
20 .jun.2016

DLF satser mere i lucerne

DLF har gennem et stykke tid undersøgt mulighederne for at skabe sig en større platform på lucernemarkedet. Lucerne er en strategisk vigtig højværdiafgrøde, der samdistribueres med fodergræs i mange af de lande, hvor DLF driver eller vil udvikle sin frøforretning.

Lucernemarkedet udgør i størrelsesordenen 80.000 tons på globalt plan. Målet for DLF har været at få fat i et sorts- og forædlingsprogram i lucerne, og det er nu lykkes. Forædlingsprogrammet er købt fra DLF’s partner og medejer af kartoffelselskabet Danespo A/S, Florimond Desprez fra Frankrig, der har planteforædling af lucerne og et godt sortsprogram. Læs mere om købet i vores pressemeddelelse, der findes nederst i denne nyhed.

Til at styrke det nye forretningsområde har DLF udnævnt Alice Bruun Høyer til Business Manager. Alice får ansvaret for DLF's salg af lucerne og efterafgrøder i Europa. Herudover skal hun stå for koncernens foderroeforretning i Europa samt udvikling af eksportsalget. Alice er uddannet agronom med speciale i planteforædling og plantepatologi og kommer til DLF med 19 års international erfaring inden for agrokemi samt frø- og foderstofbranchen.
Hun har i de seneste otte år arbejdet hos Akzo Nobel med business management, salg og marketing til agro- og foderstofbranchen.
Inden da var hun ni år hos Danisco/Syngenta Seeds, hvor hun arbejdede med frøteknologi, planteavl, sortsregistrering, porteføljeforvaltning samt salg og marketing i Vesteuropa.

 

Lucerne er en af de mest dyrkede foderafgrøder i verden med et stort indhold af proteiner, mineraler og vitaminer. Lucerne er en vigtig foderafgrøde i mange områder i verden. Det gælder såvel i Central- Øst- og Sydeuropa, Rusland, Mellemøsten, Kina, Sydafrika,  Nordamerika, Sydamerika og Australien, hvor den er mere tørketolerant end de fleste fodergræsser. DLF ser et stort udviklingspotentiale i dette forretningsområde.

Du kan læse mere i pressemeddelelsen her.