e
Published
24 .jun.2016

Historisk tidlig frøhøst i gang

Høsten blev skudt i gang torsdag den 23. juni på Nordfalster i engrapgræs Balin. Det er meget tidligt i forhold til et normalt år, men høsttidspunktet ligger rigtigt i forhold til blomstringen, der allerede var godt i gang sidst i maj

Frøhøsten er tidlig i år. Meget tidlig. Faktisk så tidlig, at vi er ret sikre på at det  er noget af det tidligste vi nogensinde har oplevet. Frøhøsten gik i gang i går i en mark med engrapgræs på Nordfalster. De fem hektar af sorten Balin dyrkes af Dan Madsen, der bor i Alstrup ved Guldborg. Høstarbejdet klares af naboen Søren Christian Poulsen med sin 16 fods MF 32.
Ifølge frøavlskonsulent Bo Nymand ser frøkvaliteten ud til af være fin. Frøet virker skarpt, og vandprocenten var helt nede på 7,5 pct. torsdag eftermiddag den 23. juni. Rumvægten på 2,2 kg pr. 10 liter indikerer også at der er god vægt i frøene.

Bo Nymand oplyser, at marken blev skårlagt den 18. juni med en vandprocent ved skårlægning på 29. 
Nordfalster på Guldborgsund-siden er noget af det tidligste område vi har. Men i løbet af den kommende uge vil størstedelen af engrapgræsset blive skårlagt, og høsten går for alvor i gang i sidste uge af juni.