Har du lyst til at sprede smil og forkæle os?

Og sætter du en ære i at yde en god service? Så er du måske den helt rigtige for os!

Vi søger en husassistent, der kan hjælpe os med at holde hjulene i gang på vores travle hovedkontor i Roskilde med 90 medarbejdere. Du vil blandt andet skulle sørge for forplejning til møder, at frokosten (som leveres udefra) står klar kl. 12, at der er kaffe ved kaffestationerne samt afrydning efter møder og frokost.

Vi forventer, at du har en god sans for hygiejne, og at du går til opgaverne med godt humør – også når der er travlt. Du kan arbejde selvstændigt og er ikke bleg for at spotte og løse nye opgaver, selvom de falder uden for den daglige plan.
Arbejdstiden er 15 timer pr. uge, der som hovedregel fordeles på ugens hverdage fra kl. 10.00 til 13.00, men det vil være fint, hvis du er fleksibel og har mulighed for at give et ekstra nap med en gang imellem.

Kan du genkende dig selv i ovenstående, og har du lyst til at arbejde i en danskejet, international koncern, så send din ansøgning til HR@dlf.com eller kontakt Kamilla Jonsdahl på 46 330 300 og hør mere om stillingen.

Vi glæder os til at høre fra dig!