Studentermedarbejder til Kommunikation & HR

DLF søger en dygtig studentermedarbejder til Kommunikation og HR. Så er du en skarp formidler og kan du optimere budskaber internt og eksternt i en global organisation, så er det dig vi leder efter!

Formulerer du dig klart og præcist og ønsker du dig et relevant studiejob, hvor du får noget at skrive på dit CV? Er du klar på at løse forskelligartede skrive- og oversættelsesopgaver på dansk og engelsk, så skal du forsætte med at læse!

Vores nuværende studentermedarbejder har efter 2,5 år søgt nye udfordringer. Derfor ønsker vi snarest muligt at ansætte en ny, engageret og selvstændig studerende, der kan bidrage til kommunikationschefens altfavnende arbejde og til HR-chefens foranderlige opgaver.

”Jeg har været rigtig glad for min tid i DLF. Jeg har fået lov til at udforske virksomheden og tilegne mig kompetencer som jeg kan anvende i mit videre arbejdsliv. Samtidig har jeg haft nogle søde kollegaer, som har gjort det sjovt at komme på arbejde” - Maria J., Studentermedarbejder

Stillingen
Du bliver en del af Kommunikation og HR i vores hovedkvarter i Roskilde (beliggende lige ved stationen), hvor du bl.a. vil have følgende arbejdsopgaver:

  • Vedligeholdelse, redigering og opdatering af DLF’s hjemmesider via vores CMS Dynamic Web
  • Udarbejde interne nyhedsbreve
  • Research
  • Udføre forskellige HR-administrative opgaver
  • Korrekturlæsning og oversættelser (engelsk)
  • Sociale medier: LinkedIn

Den rette ansøger
Vi forestiller os, at du er på sidste år af din bachelor eller lige er startet på din overbygning på en relevant uddannelse, eksempelvis inden for kommunikation, marketing eller lign. Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med ovennævnte opgaver. Det er dog afgørende, at du taler og skriver dansk og engelsk flydende. Som person lægger vi desuden vægt på, at du kan arbejde selvstændigt, har overblik og sikrer kvaliteten i dit eget arbejde. Derudover finder du tilfredshed i at være en del af en arbejdsplads med høj faglig stolthed og en afslappet omgangstone. Du er frisk og har et positivt mind-set – også når du har travlt.

Ansættelsesvilkår
Ugentlig arbejdstid på 10-15 timer. Vi forventer, at du er stabil, men ser det naturligt, at vi yder gensidig fleksibilitet, hvor vi planlægger efter travlhed og uden om eksamensperioder.

Ansøgning
Er du interesseret? Hvis ja, glæder vi os til at modtage din ansøgning, CV og  dokumentation for uddannelse. Send ansøgning hurtigst muligt via dette link.
Vi afholder samtaler løbende. Du er velkommen til at henvende dig til Joy Sandersen på 46 330 300, hvis du har spørgsmål til stillingen.