DLFs grønne afgrøder bidrager til at løse klimaudfordringer

På DLF AmbAs generalforsamling i Nyborg den 26. oktober 2021 noterede bestyrelsesformand Christian Høegh-Andersen sig, at DLFs grønne, flerårige afgrøder er en del af løsningerne på nogle af de store klimaudfordringer, som landbruget skal bidrage til at løse
DLFs grønne afgrøder bidrager til at løse klimaudfordringer

Christian Høegh-Andersen lagde i sin beretning ikke skjul på, at den nye klimaaftale om grøn omstilling for landbruget - sammen med kommende CO2-afgifter og den nye CAP-reform - bliver den største udfordring, danske landmænd har stået overfor i årtier. Han opfordrede til at gå konstruktivt til opgaven og finde de innovative tanker frem, så dansk landbrug kan udbygge sin klimaeffektive landbrugsproduktion og dermed bidrage til de globale klimamål og nye arbejdspladser.

Det handler også om at lave en ressourceeffektiv produktion, der udnytter solens energi og vækstsæsonen på en optimal måde. Her placerer de flerårige kløver- og græsarter sig som et godt bud på plantetyper, som vi fremover i højere grad skal udnytte i landbruget til en bæredygtig og klima- og miljøvenlig produktion af foder, protein og biomasse.

”DLFs udgangspunkt er særdeles gunstigt i forhold til at bidrage med løsninger på de store klimaudfordringer. Vores hovedafgrøder, græsser og kløver, har en meget positiv miljø- og klimaprofil i forhold til andre afgrøder,” fastslog Christian Høegh-Andersen. ”De er flerårige med en lang vækstsæson, der resulterer i stor biomasseproduktion hen over året. Brugen af plantebeskyttelse er minimal, og en stor og dyb rodmasse øger indlejringen af kulstof i jorden og giver minimal udvaskning af kvælstof.

Endelig viser undersøgelser, at emissionen af drivhusgasser fra en græsmark er mindre end fra en majs- eller kornmark.

På toppen af dette gode udgangspunkt har også vi ambitioner om at udvikle endnu bedre produkter og løsninger, der kan imødegå de store klimaudfordringer og bidrage til opfyldelse af de politiske ambitioner,” udtalte formanden på generalforsamlingen.
Læs mere i beretningen fra generalforsamlingen i DLF AmbA