e
Published
26 .sep.2019

Et forrygende år i DLF

DLF satte flere rekorder i regnskabsåret 2018/19, hvor en rigtig god afsætning på flere vigtige kernemarkeder i Europa og Nordamerika betød, at frøvirksomheden oplevede rekorder i såvel omsætningen som indtjeningen samt i afsætningen af kløver- og græsfrø

Opkøbet af markedslederen på den sydlige halvkugle, PGG Wrightson Seed (PGW Seeds), der har virksomhed i New Zealand, Australien, Argentina, Uruguay og Brasilien var en strategisk milepæl, der betyder, at DLF nu for alvor har taget den sydlige halvkugle ind under sine vinger.

Bestyrelsesformand i DLF AmbA, Christian Høegh-Andersen glæder sig over opkøbet og den solide opbakning fra DLFs ejere:

”Opkøbet af PGW Seeds er en drøm, der er gået i opfyldelse. Nu er DLF for alvor til stede på den sydlige halvkugle, og via PGW Seeds kan vi indtage positionen som markedsleder i et meget interessant marked med et betydeligt vækstpotentiale.
”DLFs opkøb af PGW Seeds er lige så skelsættende, som da DLF-TRIFOLIUM blev dannet i 1988. Det er en betydelig mundfuld både strategisk, kulturelt og forretningsmæssigt. Alene det relative størrelsesforhold, med PGW Seeds’ omsætning på små to mia. kr., betyder, at DLF vokser med næsten 50 pct., hvilket understreger den store opgave med at samle alle omkring det nye DLF”

”Jeg er også glad for, at vores andelshavere har vist en stærk opbakning til det seneste opkøb, hvilket nok ikke mindst skyldes, at de seneste års opkøb har været meget succesfulde.
Kløver- og græsfrø har de seneste 5-10 år udviklet sig til at være en højværdiafgrøde, hvilket medvirker positivt til økonomien hos de danske frøavlere.
I de senere år har vi udvidet vores produktportefølje til at omfatte sukkerroer, grøntsagsfrø og lucerne udover græs, kløver og kartofler, så vi har flere strenge at spille på og gode muligheder fremadrettet for at udvikle virksomheden.”

Truels Damsgaard, adm. direktør i DLF, ser et DLF, der er godt rustet til fremtiden:

”DLF har gennem de seneste år gennemgået en forvandling til nu at være en global planteforædlings- og frøvirksomhed med et bredt fundament både geografisk og forretningsmæssigt. Når vi i indeværende sæson ser den fulde regnskabsmæssige effekt af opkøbet af PGW Seeds, vil vi have fordoblet vores omsætning over tre år, og vi har nu en virksomhed med 2.000 dygtige medarbejdere dedikeret til frø over hele verden. Det er et meget stærkt fundament for DLF.

-Vi har øget vores momentum med de seneste års væksttiltag og foretaget nogle strategiske kvantespring, der gør os godt rustet til at udnytte vores tilstedeværelse på de mest interessante frømarkeder. Og vi har tilpasset koncernstrukturen og ledelsesstrukturen, så vi kan sikre en god integration af vores nye medarbejdere og indarbejde den DLF-kultur, der er rygraden i vores virksomhed.”