e
Published
4 .nov.2019

ETP møde i Oslo

European Turf grass Producers (europæiske rullegræsproducenter) afholdt generalforsamling samt et mindre seminar på Ulleval stadion d. 12. september 2019.

Bl.a. blev lokationen for den næste EXPO i ETP-gruppen afsløret: Pattensen, nær Hannover, Tyskland, d. 10. - 11. september 2020. Læs hele referatet fra dagen her.

Ullevaal stadion er hjemmebane for det norske fodboldlandshold. Det har kapacitet til 27.000 tilskuere og er også vært for utallige koncerter og shows. Ugen før ETP mødet havde rockbandet RAMSTEIN besøgt stadionet, og græsset var stadig ved at komme sig. På det norske nationalstadion mødte vi groundsman Hilde Knutzen til en spændende introduktion og rundvisning.

Næste morgen startede vi dagen ved Bærum Ferdigplen i Lommedalen nær Oslo. I næsten 20 år har familievirksomheden leveret rullegræs af høj kvalitet til alle slags formål i det sydlige Norge. Produktionen foregår på to gårde med et samlet areal på omkring 69 ha.

Næste stop var Norges ældste golfklub: Oslo Golf Club, som blev grundlagt i 1924. Vi mødte greenkeeper John Riiber, som fortalte os om den totale omlægning af banen tilbage i 2008. Han fortalte bl.a. om banens tredobbelte dræning, fuldautomatiske vandingssystem, luft under alle greens, fairways med sandkapper, ” sportcrete ” i alle bunkere samt hvene på greens, tees og fairways. Banen er blandt Europas mest teknologisk avancerede baner.

Så var det tid til lidt sight-seeing ved Holmenkollen skicenter. Her var det muligt at besøge museet og prøve svævebanen, der følger skihopbanen. Der var også god tid til at tale med de andre deltagere.

Dagens sidste besøg var ved Østfold græs syd for Oslo. Besøget startede med maskindemonstrationer af plæneklippere og skæremaskine (rullegræs). Efter demonstrationerne havde sponsorerne hver lidt tid til at fortælle om deres firma og produkter. DLF’s produktchef Marie Ellesøe Oskarsson fortalte om DLF’s forskning og forædling. Det hele sluttede med en stor grillfest for alle deltagere, og yderligere gæster kom ind for at fejre Østfold græs’ 30-års jubilæum.