Flotte demoparceller og masser af gæster til Græsland '22

Flotte græsparceller, duften af nyslået græs og brummen fra de nyeste græsmaskiner var rammen om Græsland22 i Frederiks ved Karup tidligere på måneden.

I samarbejde med mælkeproducent Lars Kristensen, Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) og Maskinbladet har DK Landbrug de sidste 2-3 år planlagt det tredje Græsland med alt det nyeste inden for græsbehandlingsudstyr.

Vi havde fornøjelsen af at vise vores græsparceller frem og bl.a. fortælle om snithøjdens betydning for genvækst og vigtigheden af at græsset klippes med knive, som er skarpe.

De mange besøgende fik også mulighed for at se et udpluk af DLFs sorter og blandinger. De fik bl.a. inspiration til nye blandinger med f.eks. vintervikke, der øger proteinindholdet i 1. slæt med 2-4%, hvilket i tider med høje proteinpriser er væsentlig.

Godt 70 kørende maskiner boltrede sig på den 50 hektar store græsmark og viste de ca. 6.000 græs-interesserede tilskuere, hvorfor man netop skal vælge dem, når man næste gang skal investere i nyt grej. Græsland giver mulighed for at vise konsekvensen af hvilke metoder, man kan vælge, og hvilken kvalitet man som landmand bør kunne forvente. Det giver en fantastisk indsigt i, hvad det betyder, at man vælger den rigtige snithøjde, sprederive, samlerive, finsnitter, frakørselsvogn og kørsel i stak. At anvende alt det rigtige kan lyde banalt og naturligt, men ultimativt ender det hele op i, at det udbytte man kan få ud af sin græsmark, kan forbedres meget via det udstyr man bruger - og specielt korrekt brug af udstyret.

Se videoer og billeder på maskinbladet her:

Kæmpe galleri: Se alle billederne fra Græsland 22 | Maskinbladet

Græsland 2022 godt fra start | Maskinbladet