e
Published
23 .sep.2020

Frø har skiftet status fra vekselafgrøde til højværdiafgrøde

DLFs frøavlere kunne i 2019 både glæde sig over en rekordstor høst i tons og en indtjening på et højt niveau. Sideløbende hermed har DLF med succes absorberet et historisk stort opkøb på den sydlige halvkugle. Frøvirksomhedens strategiske rejse har nået et foreløbigt højdepunkt

Mere end 100.000 tons kløver- og græsfrø blev produceret hos DLF AmbAs medlemmer i 2019. Det er rekord og en foreløbig kulmination på en udvikling, hvor høstarealet har været opadgående med en årlig gennemsnitlig arealstigning på fem pct. over en tiårig periode. Samtidig har DLF bruttoafregnet høsten 2019 med små 14.000 kr./ha, hvilket fratrukket stykomkostninger gør kløver- og græsfrøavl til en økonomisk set meget attraktiv afgrøde. Denne meget positive udvikling for DLFs ejere er blandt andet opnået gennem koncernens strategiske satsninger, som over tid har resulteret i opbygningen af en unik forretningsmæssig platform, som har givet adgang til alle de vigtigste markeder globalt.

Bestyrelsesformand i DLF AmbA, Christian Høegh-Andersen, glæder sig over, at DLF igennem en årrække er lykkedes med at sikre en høj indtjening hos de danske ejere.
Jeg er både glad og stolt over, at kløver- og græsfrø i det seneste årti er gået fra at være en god vekselafgrøde til at være en højværdiafgrøde. Det er ikke mindst et resultat af de konsolideringer, som DLF har været en vigtig del af. Vores strategiske fokus på rentabel vækst har dannet klangbunden i de investeringer, vi har foretaget, og det har givet os nogle stærke værktøjer og platforme til at opbygge og udvikle frøforretningen.”

DLF har de senere år leveret en markant vækst i sine internationale aktiviteter, sideløbende med at de danske frøavlere har nydt godt af en stabil og god indtjening i frøavlen. Opkøbet af markedslederen på den sydlige halvkugle, PGG Wrightson Seeds (PGW Seeds) med virksomhed i New Zealand, Australien, Argentina, Uruguay og Brasilien, har sammen med et særdeles godt salg på de europæiske og nordamerikanske markeder været drivkraften bag den stærke udvikling i DLF i regnskabsåret 2019/20.

Christian Høegh-Andersen konstaterer, at den store investering på den sydlige halvkugle allerede i år har leveret på forretningsplanen:

Vi har investeret et meget stort beløb i opkøbet af PGW Seeds. Det er vigtigt for både ledelsen og bestyrelsen, at vi nu kan vise vores ejere, at investeringen leverer det afkast, vi regnede med.

Eksporten af frø fra Danmark er mere end tredoblet siden 1995 (fra 1 mia. kr. til 3,4 mia. kr. i 2019). Til sammenligning er fødevareklyngens samlede eksport fordoblet i samme periode.
Den danske kløver- og græsfrøeksport satte for andet år i træk rekord i 2019/20 med en fremgang på ca. fem pct. til 110.000 tons.