Udvikle - ikke afvikle - en klimaeffektiv landbrugsproduktion

På DLF AmbAs generalforsamling i Nyborg den 25. oktober 2022 opfordrede bestyrelsesformand Christian Høegh-Andersen i bestyrelsens beretning til handling, for at sikre adgangen til nye forædlingsteknikker, der er et vigtigt værktøj til at kunne opfylde klimamålene. Ved hjælp af de nye teknikker er man i bedre stand til at målrette forædlingen sammenlignet med traditionelle metoder, og dermed hurtigere til at frembringe klimarobuste sorter der kan opretholde en stabil planteproduktion
Udvikle - ikke afvikle - en klimaeffektiv landbrugsproduktion

-Det vil klæde den kommende regering, hvis de kan være lidt mere behjælpelig med at løse en af de største udfordringer, vi har som forædlingsvirksomhed i Europa; nemlig at fastholde vores konkurrencekraft i forhold til omverdenen, ved at sikre adgangen til nye planteforædlingsteknikker,” lød det fra formand Christan Høegh-Andersen.

-Vi må forvente, at den kommende regering vil være positiv overfor de nye teknikker, for ellers bliver det umuligt for os som landbrugssektor at opfylde klimaambitionerne. Her i valgkampen har alle politikere travlt med at advokere for, at landbrugsproduktionen skal være mere bæredygtig, men de burde have mere travlt med at give os de konkrete værktøjer, der skal til for at nå målet. Adgangen til de nye forædlingsteknikker skal prioriteres, så vi kan fastholde vores globale konkurrencekraft på planteforædlingen.
-Ligeledes er det afgørende vigtigt, at den kommende regering sikrer, at vi fortsat har adgang til de plantebeskyttelsesmidler, som vi har brug for i frøavlen, for at vi kan fortsætte med at producere kvalitetsfrø til verdensmarkedet og dermed imødekomme kundernes krav og fastholde konkurrenceevnen,” slog formanden fast.

Udvikle – ikke afvikle – en klimaeffektiv landbrugsproduktion

Christian Høegh-Andersen kom i beretningen ind på diskussionen om en fremtidig CO2 afgift, som flere politikere har travlt med at trække ned over landbruget.

-Der har gennem nogen tid været advokeret for en høj, ensartet CO2-afgift – herunder også for dansk enegang med en særskat på de biologiske udledninger. Men der findes aktuelt ikke et alternativ til de biologiske udledninger, som dækker over levet liv og planters vækst.

-I energisektoren kan man udskifte kul med vind og sol. I transportsektoren kan man skifte diesel ud med strøm eller grøn gas. I landbruget arbejder man med dyr, planter og jord. Kort sagt, naturgivne biologiske processer, der arbejder i et kompliceret samspil.

-Udfordringen bliver at få lavet et regnskab, hvor udledningernes størrelse afhænger af jord, klima, afgrøder, dyrehold, management, teknologi og så videre, så der bliver nogle håndtag, der dokumenterbart kan reducere udledningerne. Den viden findes slet ikke i dag, hvorfor det er en billig politisk omgang,” mente formanden.

-Vi skal i Danmark i stedet vælge den kloge vej. Vi skal fastholde en stærk eksport af plante- og bioteknologibaserede fødevarer, der sammen med en klimaeffektiv animalsk produktion vil bidrage markant til de globale klimamål og nye arbejdspladser. Når vi også skal udvikle den animalske produktion, er det fordi, at særligt Asien og Afrika driver en markant stigning i forbruget af animalske proteiner, som ingen forventer stopper foreløbig. Nedlægger vi produktionen i stedet for at bruge vores unikke kompetencer til at finde løsninger, får vi blot en meget betydelig lækageeffekt, fordi produktionen flytter til andre og mindre klimaeffektive lande.

-Vi skal i Danmark sætte os i spidsen for at udvikle en klimaeffektiv landbrugsproduktion, så vi på en og samme tid producerer mere mad til en stigende befolkning på et mindre areal – samtidig med, at vi driver udviklingen af nye teknologier med globalt potentiale. Vores nationale klimaaftryk udgør en lille del af det globale klimaaftryk, men vi har kompetencerne og ressourcerne til at gøre en kæmpestor forskel via danske klimaeffektive landbrugs- og fødevareprodukter. Det skal være vores bidrag til at løse klimakrisen globalt.”

Læs bestyrelsens beretning for regnskabsåret 2021/22 her